Price Comparison Results
Utraditionel landlig idyl med to huse og udebad
Lejemålet består af to huse: "Atelieret" og "Knaldhytten". Atelieret er et dejligt lyst rum på godt 50m2 med fuldt udstyret køkken med køleskab og service til 8 personer. Der er spisebord, pejs, sofagruppe og TV med chromecast, og der er WiFi. "Knaldhytten" indeholder en dobbeltseng og en køje, men med god plads til mindst en weekendseng på gulvet. Der er toilet med håndvask, hængegarderobe og et arbejdsbord med udsigt. Bad (varmt) tager I udenfor på siden af hytten bag en afskærmning. Der er virkelig skønt herude i vores lille smørhul i skoven med udsigt over markerne, og kun frøernes kvækken i mosen som lydkulisse om aftenen. Der er masser af dyr: hjorte, fugle og så vores husdyr: høns, hund og kat. Vi vil gerne dele alt det, og I er velkomne til at gå tur i skoven, spille bold eller flyve med drager på marken, eller hvad I har lyst til. Der er også en fin spadseretur til en fin mose en kilometer væk. Stemningen er laid back og familievenlig, og hvis I er heldige er der æbler på træerne eller salat i køkkenhaven. Friske, økologiske æg er der i hvert fald altid. Spørg bare, hvis der er noget, I kunne tænke jer. I får "Atelieret" og "Knaldhytten" for jer selv. Der er terrasse foran og bagved Atelieret, som er jeres. Terrassen foran har sol om morgenen/formiddagen, mens den bagved har sol om aftenen. Vi er sociale mennesker og vil gerne sludre, hvis det er, og vores to drenge på 16 og 12 er tit ude, fx på trampolinen, som I også gerne må bruge. Hvis I har mere lyst til ro og fred for jer selv, så er det selvfølgelig også fint. Vi bor meget smukt og afsides imellem store grantræer, marker og enge, men bare 12 km fra centrum af Aarhus. Af fine ting lige i nærheden kan nævnes Moesgaard Museum, golfbanen, Marselisborgskoven med mountainbikerute, ridestier og gåture, og selvfølgelig de dejlige strande syd for Aarhus. Tag til Norsminde og spis en fiskefrikadelle ved havnen, eller besøg et af de mange fine spisesteder i omegenen. Der går bus ind til byen ca. 1200 meter fra huset, og også letbane et par kilometer herfra. Natbus i weekenden. Vi har to (voksen-)cykler, som I kan låne gratis. Hvis I har lyst til at køre mountainbike kan de lejes i nærheden. Book evt. Martin til en rundvisning i Marselisborgskovene. Stedet er rigtig fint til en familie-børnefødselsdag. Det koster 300 kr. ekstra. Skriv til os, hvis det har interesse, så kan vi sende jer et specialtilbud. For god ordens skyld er rammerne for børnefødselsdagen som udgangspunkt: Festen foregår i dagtimerne og slutter senest kl. 22. Aldersgruppe 1-12 år: teenagefester er ikke det, vi umiddelbart har i tankerne 12-15 deltagere, primært familiemedlemmer (dvs. det er heller ikke barnets 25 klassekammerater, vi ser som målgruppen). Det er naturligvis også her jer som lejere, der har ansvaret for, at alle børn og voksne vil behandle omgivelserne med respekt og ikke jokke i georginerne, brække æbletræerne eller træde på hønsene:-) Vi har to borde og 10 ekstra stole, som I kan låne. I sørger selv for opstilling og sammenpakning bagefter. Vi har også service, som kan lejes inkl. opvask til 50 kr./person. Skriv til os, hvad I har i tankerne, og hvad I evt. gerne vil låne.
Amenities
Community Book-Direct Links
Reviews
Location
Denmark · Central Denmark Region · MallingGot questions?
We are eager to hear from you whether you need to contact our support team, speak with our founders, or simply want to say hello.